D20

Sad i nat og så en dokumentar om hvordan “bluescreen-teknologien” fylder mere og mere i vores underholdning. Skuespillerne står i en gammel produktionshal et sted downtown LA – IKKE det der underlige forsøg på politisk revy men byen – her udkæmpes der blodige og drabelige slag med pap-våben og teaterblod. Senere proppes det filmede materiale så i en stor computer, hvor det blå bagtæppe bliver skiftet ud med cgi-skabte landskaber og slagmarker. Pappet bliver skiftet ud med blodige flammesværd og der skrues op for det sprøjtende blod fra afhuggede lemmer…

Associations-toget tøffede så glad fra stationen og gjorde holdt ved min glæde ved pen and paper-rollespil. Mange er den dag/aften/nat, hvor jeg sammen med ligesindede har bekæmpet drager, onde troldmænd, forhindret skumle plots og reddet en prinsesse eller to. Alt sammen med en håndfuld terninger, et karakterark og kaffe – masser af kaffe! Da jeg første gang kastede mig ud i denne leg, gik min kære pædagog-mutti i selvsving og frygtede at jeg var kommet med i en kult… Det her var før “Google er din ven”, hvor en bekymret forælder kunne søge på symptomer på besættelse og finde ligesindede… Hvilket jo var mit held. Det, der fyldte mest i medierne på den tid, var et tragisk selvmord, der med jungletrommernes usigelige præcision gav Dungeons and Dragons spillet skylden. Så jeg ville helt klart være blevet underkastet en intervention, for at redde min uskyldige sjæl. I stedet var det en artikel i Samvirke af alle publikationer, der blev den opklarende og forklarende læsning. Her var det faktisk lykkedes at skrive en artikel, der fangede “magien” i det at være sammen om en historie, være til stede i et fælles univers og ikke mindst gjorde artiklen fantasien ære ved ikke at gøre sig til dommer over ret og forkert. Så mutti kunne igen trække vejret roligt og behøvede ikke frygte det okkulte.

Toget tøffede så tilbage til filmens verden igen, og jeg kom til at tænke på paradokset i at den milliard-industri som underholdningsbranchen er – tager vi for pålydende og vi kender alle filmenes superhelte og skurke. Men samtidig ser flertallet stadig lidt skævt til det “nørdede” og “sub-kulturelle” væsen, rollespillet stadig er… Hvorfor? Hvorfor er det okay at glæde sig til den nye sæson af GoT, Forbrydelsen og hvad de nu ellers hedder og samtidig se skævt til dem, der ikke bare sætter sig til rette foran skærmen, men hellere vil være karaktererne og LEGE med den gode historie og give luft til fantasien…

Farvel Ibelin

Mønsterbarn til monsterjæger

Ovenstående var titlen på et foredrag, jeg for et par år siden havde tilbudt FOF Aftenskole et samarbejde omkring.

En mulighed for forældre til at se ind i den -ofte virtuelle- verden, der har opslugt deres små, uskyldige poder. Et indblik i, hvad det er der drager, lokker og ofte fastholder de unge, der nysgerrigt kaster sig over en eller anden form for “monsterjagt”. 

Det var et ganske værdineutralt oplæg, der med afsæt i “anerkendte” klassikere som Jules Vernes’ “En Verdensomsejling Under Havet”, Michael Endes “Uendelige Historie” og Enid Blytons serie “De Fem” forsøgte at trække et lighedstegn op til den verden af fantasi, vi har nu, der er bygget af pixels og binære tricks og semi-lineær historiefortælling.

Mønsterbarn til monsterjæger. Tegnet af JC Klitgaard

Det var en gammel idé, der stille og roligt tog form i takt med at jeg som en efterhånden “aldrende nørd” kunne se, hvordan forældre omkring mig havde udfordringer med at forstå den fascination, deres børn havde for de virtuelle “oplevelser”. Blev ofte den, der tog podernes parti og var med til at putte plusser på vægtskålen for at det skulle være “tilladt” at bruge tid og energi på at være online.

Var den, der qua mine oplevelser med at have “spille-forbindelser” med folk fra hele verden, kunne være med til at argumentere for at det her med at sidde på “hummeret” foran skærmen, IKKE nødvendigvis var ensbetydende med at man var ensom og ikke havde nogen venner.

Jeg har selv rigtig mange gode minder fra min tid som rollespiller/gamer/Monsterjæger. Fra første gang jeg sad med en D6 (seksidet terning), en blok og en blyant og gjorde klar til at åbne min første “Sværd og Trolddom”-bog, videre til mit møde med Dungeons and Dragons, Call of Chutulhu, Via Prudensia og alle de andre systemer. Eller min “kærlighed” til de tekstbaserede Multi-User Dungeons, som stadig er noget, jeg holder af at bygge og udvikle på. Ikke alene, men sammen med folk, jeg karakteriserer som Venner. Det er både mennesker, jeg ses med fysisk, men det er også mennesker, jeg ved, at jeg med overvejende stor sandsynlighed aldrig kommer til at møde…

Alle disse tanker og overvejelser blev vækket i nat, da der i en af mine grupper på facebook blev postet et link med titlen: 

“Først da Mats var død, forstod forældrene værdien af hans gaming”

Temmelig meget click-bait, men det skulle jo lige undersøges… Og jeg er glad for at jeg læste det, selvom artiklen er lang og trist. For den fortæller nemlig ganske smukt, at venskab ikke er begrænset til et fysisk samvær…

Læs den evt. selv her:

Farvel Mats Ibelin Steen

Mens du læser, så sender jeg en masse tanker til blandt andre: Kymber, Keepler, Aric, Chandler, Concerto, Enok, Cowboy, Kawaki, Ryu, Shinji og alle de andre fra Delusions Of Grandeur…