D20

Sad i nat og så en dokumentar om hvordan “bluescreen-teknologien” fylder mere og mere i vores underholdning. Skuespillerne står i en gammel produktionshal et sted downtown LA – IKKE det der underlige forsøg på politisk revy men byen – her udkæmpes der blodige og drabelige slag med pap-våben og teaterblod. Senere proppes det filmede materiale så i en stor computer, hvor det blå bagtæppe bliver skiftet ud med cgi-skabte landskaber og slagmarker. Pappet bliver skiftet ud med blodige flammesværd og der skrues op for det sprøjtende blod fra afhuggede lemmer…

Associations-toget tøffede så glad fra stationen og gjorde holdt ved min glæde ved pen and paper-rollespil. Mange er den dag/aften/nat, hvor jeg sammen med ligesindede har bekæmpet drager, onde troldmænd, forhindret skumle plots og reddet en prinsesse eller to. Alt sammen med en håndfuld terninger, et karakterark og kaffe – masser af kaffe! Da jeg første gang kastede mig ud i denne leg, gik min kære pædagog-mutti i selvsving og frygtede at jeg var kommet med i en kult… Det her var før “Google er din ven”, hvor en bekymret forælder kunne søge på symptomer på besættelse og finde ligesindede… Hvilket jo var mit held. Det, der fyldte mest i medierne på den tid, var et tragisk selvmord, der med jungletrommernes usigelige præcision gav Dungeons and Dragons spillet skylden. Så jeg ville helt klart være blevet underkastet en intervention, for at redde min uskyldige sjæl. I stedet var det en artikel i Samvirke af alle publikationer, der blev den opklarende og forklarende læsning. Her var det faktisk lykkedes at skrive en artikel, der fangede “magien” i det at være sammen om en historie, være til stede i et fælles univers og ikke mindst gjorde artiklen fantasien ære ved ikke at gøre sig til dommer over ret og forkert. Så mutti kunne igen trække vejret roligt og behøvede ikke frygte det okkulte.

Toget tøffede så tilbage til filmens verden igen, og jeg kom til at tænke på paradokset i at den milliard-industri som underholdningsbranchen er – tager vi for pålydende og vi kender alle filmenes superhelte og skurke. Men samtidig ser flertallet stadig lidt skævt til det “nørdede” og “sub-kulturelle” væsen, rollespillet stadig er… Hvorfor? Hvorfor er det okay at glæde sig til den nye sæson af GoT, Forbrydelsen og hvad de nu ellers hedder og samtidig se skævt til dem, der ikke bare sætter sig til rette foran skærmen, men hellere vil være karaktererne og LEGE med den gode historie og give luft til fantasien…

0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.