Hvilken type forbruger er du? Måske et lidt underligt spørgsmål at stille, men hold det lige i mente, mens du læser, for det er noget, jeg vender tilbage til senere…

I dag har vi en masse “gratis goder” – apps, sociale medier, e-mails, hjælpeværktøjer etc. Hvem kan efterhånden forestille sig en hverdag uden Facebook, Twitter og hvad de nu alle sammen hedder? Men hvordan kan store virksomheder som Meta – Facebooks moderselskab – for eksempel have tusindvis af ansatte til at levere noget, du som forbruger ikke betaler penge for? Svaret er både simpelt og indviklet på samme tid; Simpelt fordi det kan besvares med at den valuta, du betaler med er dine oplysninger. Indviklet fordi der er en masse faktorer indbygget, og en masse “spillere” der er nødvendige for at få vekslet dine oplysninger om i noget, der er gysser i.

For os, der er et par dage over 30 år, er der en klokke, der ringer, når jeg siger ordet telefonbog. Det var det her ofte ret store opslagsværk med alle telefonnumrene i byen, både private og erhverv. Virksomhederne betalte for at få vist deres navn, adresse, fax- og telefonnummer – ofte fremhævet i en anden farve, skrifttype eller med et logo for lige at skille sig ud fra de andre 100 firmaer, der tilbyder samme tjeneste. Men! Hvad er det ved at betale for en annonce i en telefonbog, der bliver omdelt i, lad os sige 25.000 eksemplarer, rent ukritisk uden hensyntagen til om lige netop DIN virksomheds telefonnummer bliver “slået op”? Er sikker på, at jeg i hvert fald ikke har medvirket til at annoncerende virksomheder i telefonbogen alle har fået vist deres annoncer. Måske i min barndom, hvor der kun var en enkelt TV-kanal, kunne det måske være mere spændende at bladre lidt i telefonbogen, men ellers… You get it… og her var jeg jo på ingen måde “spændende” for virksomheden som målgruppe. For hvad var chancerne for at mit bladren i bogen ville føre til noget, virksomhederne rent faktisk kunne tjene penge på? Lig 0, vil være det rigtige svar… Var jo ikke fordi jeg som 7-årig gik ind til mine forældre og sagde “Hey! Skal vi ikke lige kontakte Hugo Bjørnstjernes Bilforhandler på det her telefonnummer og købe en ny bil”… Dèt var trods alt ikke et af de (ellers ofte ret så gode og kreative) forslag jeg kom med i min barndom, og et forslag der ville resultere i en længere pædagogisk forklaring om indkomst divideret med behov fratrukket behov for bil divideret med dage, hvor familien skulle have mad= gå ud og leg!

Hvordan sikrer man sig som virksomhed så, at man rammer den målgruppe, der må formodes at have interesse i at købe de varer og ydelser, der tjenes penge på? Det er her, tjenester som Facebook, Google, MSN, Yahoo, Twitter og Instagram kommer på banen!

Hver gang, vi trykker “log på” eller benytter os af de gratis goder på nettet, så er vi med til at fodre den store reklamemaskine. Ved f.eks at være bruger af Facebook bytter vi en gratis fornøjelse væk for ret så detaljerede oplysninger om os selv. Vi skal angive, hvor gamle vi er: 46. Hvilket køn: Mand. Hvor jeg bor: Danmark. Hvilket job jeg har: Social- og Sundheds Assistent. Fortæl lidt om, hvilken musik du kan lide: Rock, pop og blues. Velkommen til Facebook! Her er nogle ting, du måske synes godt om: og så listes der en række muligheder op, jeg kan sætte et flueben ud for, hvor jeg angiver, at det kan jeg da godt lige synes om – kan jo altid ændre det senere. Biler, tjek!. Teknologi, tjek!. Økonomi, Tjek! Ganske uskyldigt og nå ja, ufarligt langt hen af vejen. Men hver evig eneste gang, vi foretager os noget på Facebook, så bliver det tilføjet din profil. Både den, du kan se og dele med venner og familie, men også den, der ligger bagved. Den, der gør dig til en handelsvare! For lad os nu lege med eksemplet om at Hugo Bjørnstjernes Bilhandel er hoppet fra telefonbogen til Internettet.

Nu køber Hugo Bjørnstjerne sig så for en sum penge ind i Facebooks annonceringssystem. Han vil gerne have vist (og solgt) en masse Golvo E-PV og det forsøger han at gøre ved at målrette sin markedsføring til en målgruppe, hvor bil ikke længere kun er en unødvendig luksus men som måske har behov for at købe en bil. Jeg har måske angivet at den by, jeg bor i er ca 30 kilometer fra den by, jeg arbejder i. Jeg har måske angivet at jeg bor i Jylland, hvor alle ved at offentlig transport er noget juks. Jeg har en alder, der gør, at man må formode at jeg har et kørekort. Måske har jeg på et tidspunkt delt en video af den nyeste Golvo E-PV og trykket synes godt om en obskur forhandler af Golvo for at deltage i konkurrencen om at vinde en kurv med bilplejeprodukter til en værdi af 200 kr. Så jeg er et godt lead – salgsjargon for et muligt offer 🙂 – for Hugo og hans kumpaner for de behøver ikke være bekymrede for om jeg måske ikke har interesse i deres Golvo, for det har jeg jo allerede tjekket af (synes godt om). For den samme mængde penge, som Hugo skulle have fyret af på en hustandsomdelt telefonbog får han nu pludselig mulighed for at få sin annonce vist til nogen der i forvejen har interesse i hans produkt, har den rigtige alder, bor det rigtige sted, kender produktet og har en positiv holdning til det og ikke mindst: måske endda har et behov for produktet! Så let simplificeret er det sådan at dine interesser og synes godt om bliver til cool cash.

Nu er Hugo Bjørnstjernes Bilhandel et tænkt eksempel tænker du nok; så lad os tage noget, der for ikke ret lang tid siden har fundet sted. For hvordan får man mennesker som dig og mig til at blive ved med at engagere sig i at afgive oplysninger – der er jo alligevel kun så mange ting, vi kn synes godt om. En af mulighederne hedder Click-bait, altså hvor du med en “utrolig” overskrift lokkes til at klikke på en historie; ala “Troede det var umuligt! Men så sagde hun…”, men selv 5-årige lærer at lure den slags og så holder de op med at fænge/fange. Den anden måde er ved at appellere til folks følelser. Nysgerrighed er en af dem. Hvordan ser du ud som 90-årig? Ja det ved du vel kun, hvis du er 89 og fylder 90 lidt senere på dagen. Men via en “quiz” på Facebook kan du få svaret. Vildt! Nysgerrigheden og forfængeligheden bliver hurtigt enige om at slå fornuften fra, for det er jo kun en quiz… Så vi klikker på linket som tante Kamma (hende der altid lokker os i fordærv) (mere om Kamma her)har delt under hendes billede af sig selv som 90-årig… Før vi kommer til quizzen, skal vi lige trykke på en boks, hvor der står en masse med småt og der skal sættes et flueben ved siden af din mail, der indikerer at du har læst det med småt. Ja ja ja, videre, hvordan ser jeg ud? Du skal lige svare på 2-3 små spørgsmål og så! Bingo! Der er et billede! Ikke af dig, men et billede af en eller anden gamling, der enten ser sej ud eller ligner Tollundmanden. Synes godt om og del! Videre. Nu har du så ikke kun fortalt Facebook og vennerne, at du har taget quizzen, du har også lige givet tilladelse til at der er en virksomhed udenfor hverken Facebooks eller EUs kontrol, der må have adgang til en samling oplysninger om dig; for det var nemlig det der stod med småt og som var svært at læse og forstå, men som det var nødvendigt at give accept til, før du kunne komme videre.

En anden streng, man kan spille på og som er den, der provokerede mig til at skrive denne tekst er tvivlen og usikkerheden, vi alle har en snert af helt dybest inde…

Mobilselskabet Eesy havde/har følgende reklame kørende på Facebook:

Wow… Mere end 10.000 mennesker! Det må sige noget om kvaliteten, ik’? Og hvem vil ikke gerne have lidt sparring eller vinde en kurv til en værdi af 3.000 kr til forkælelse… Du skal bare liiige svare… Ved ikke, om det er mig der Gud forbyde det er blevet for gammel eller om det bare er usmageligt, for er der noget, der er svært, så er det at vide, hvordan man klarer sig som forælder… Og ja, udgangspunktet er nok sjovt og underholdende ment, men min personlige holdning er, at den spiller på en iboende tvivl hos de fleste. Og selvom det er sjovt, så skal man huske på, at i dag, er der ikke mange virksomheder, der udelukkende kun gør noget fordi det er hyggeligt eller sjovt. Det skal kunne betale sig…. Så de 3.000kr der er i præmie for denne quiz, har Eesy en forventning om at tjene ind et andet sted med renter! Så enten skal du betale for deltagelsen med oplysninger – sandsynligvis skal du give tilladelse til at de må kontakte dig, eller også skal du svare ja til at de må dele dine oplysninger med deres samarbejdspartnere. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke selv taget testen -sådan en forbruger er jeg nemlig…