Hit med dit navn, hit mig dit nummer
Glem hvis du tror, at du kan nøjes med det….
Sådan lyder omkvædet på Laban’s sang fra 1983, som dukkede op i min krøllede hjerne her til morgen, mens jeg sad og læste indlæg omkring tjenestenummer.
For dem, der måske ikke lige er stødt på “probematikken” omkring navnebeskyttelse og dermed et evt. tjenestenummer tidligere, kan det være godt lige at kende til baggrunden for, hvorfor ca 35.600 mennesker indtil videre har skrevet under på borgerforslaget: Personale på psykiatriske afdeliger – professionelle behandlere – oplever, at patienter, der på den ene eller anden måde er utilfredse med behandlingen, personen eller de evt. retslige efterspil, patienten efterfølgende må stå i, opsøger, stalker og truer personalet i deres fritid. Eller i yderste konsekvens ligefrem dræber, som der desværre er et enkelt eksempel på.
Dette er muligt fordi vi som personale optræder med fulde navn i diverse journaler. Tanken bag forslaget går ud på, at vi “beskyttes” med et unikt identifikationsnummer – ikke ulig det, der allerede er tilknyttet os i form af autorisationsID og lign. Dette vil gøre det muligt for os at skrive det, der måske kan kaldes for de “ubehagelige” notater, med vores Tjenestenummer frem for vores navn og efternavn i journalen. Vil gerne understrege, at det kun handler om journal, epj-systemer og hvad de nu allesammen kaldes – ikke på vores navneskilte! For dét ser jeg desværre som lidt af en generel misforståelse i debatten omkring tjenestenummer.
Læste som tidligere skrevet et par indlæg i “debatten”. Et par af dem er fra Atinget.dk. Heraf er det ene -meget vidende og indsigtsfuldt- skrevet af Knud Kristensen, der blandt andet er Landsformand for SIND:
Du kan læse hele indlægget ved at klikke på linket. Knud giver i sit indspark til debatten flere mulige løsningsforslag, som allerede nu – i hvert fald i den psykiatri, jeg arbejder i – er godt implimenterede. Blandt andet forslaget om at notater skrives sammen med patienten, når denne er i en tilstand, hvor det giver mening, således at patienten kan komme med egen oplevelse af, hvad der noteres. Han foreslår endnu en løsning; En løsning, hvor man forsinker muligheden for at læse de journalnotater, der er skrevet, mens patienten havde det dårligt, således de først kan ses senere, når patienten igen er ovenpå. Kan godt se ideen i det, men hvor længe skal der gå? 1-3-7 dage? Og hvad sker der med et menneske, når de ting, man har gjort står der på sort og hvidt, og læses mens ens sind stadig er skrøbeligt? Kunne man tænke sig at det er medvirkende til at tippe de mørke ting, der lurer frem i lyset igen? Måske. Jeg ved det ikke, men jeg ved af erfaring, at det er ubehageligt, når en psykotisk patient pludselig står knivskarp foran mig og læser mit navn og efternavn højt fra sundhed.dk, 3 minutter efter vedkommende har talt om, hvordan afdelingens WI-FI kan læse hans tanker.
Der er ikke nogen ansatte i psykiatrien, der ikke ved, hvor skadelig for relationsdannelsen og de interhumanistiske samspil et Tjenestenummer i stedet for et navn på navneskiltet vil være. Jeg håber inderligt, at “kampen” for tjenestenummeret ikke ses som et forsøg fra de sundhedsprofessionelle på at “gemme” sig overfor patienterne! Som en stolt fagnørd, der dagligt arbejder sammen med mange forskellige faggrupper, ved jeg at mine kolleger hver dag gør deres absolut yderste for at gøre en positiv forskel for de mennesker, hvis bedring, vi er blevet bedt om at tage vare på. Der er dage, hvor vi ikke slår til, dage, hvor der bare ikke er tid eller hænder nok; men personligt kan jeg sige, at hvis jeg har haft behov for at “gemme” noget, så har det været overfor min chef og min ledelse, når jeg har gradbøjet en regel eller bevidst overset noget for at kunne opfylde en patients ønske. Netop for at fremme relationen eller medvirket til en bedring.
Jeg er stolt af mit navn, min titel og min arbejdsgiver. De oplysninger bærer jeg gerne på et synligt skilt, der samtidig giver mig adgang til fysiske lokationer og dverse IT-systemer. Jeg har ikke behov for at sige “hej, jeg hedder C3PO” eller noget i den stil. Det virker bare så forkert, og jeg ville stejle vildt og voldsomt selv, med mindre, jeg var til et rollespilsevent.
Der, hvor det trigger mig er, at vi så utrolig mange andre steder i samfundet er fint tilfredse med at bruge et medarbejdernummer som identifikation. Der er sikkert adskillige af den maskuline overbevisning, der stadig har deres militærnummer prentet ind i selv den mørkeste afkrog af hjernen og med blandede følelser husker en befalingsmand/kvinde, der råbte det i forbindelse med en støvle, der var pudset forkert. Et hurtigt kig i bunken af kvitteringer afslører da også hurtigt, at det heller ikke er et ukendt fænomen ude i samfudet:
Jeg ønsker mig en ekstra beskyttelse i forbindelse med udførelsen af mit job. Som tidligere skrevet, så ønsker jeg ikke at gemme mig; Men jeg vil gerne, at når jeg forlader mit arbejde, der ofte er midt i øretævernes fordelingscentral, og kører hjem for at lade op og slappe af, så er det med en vished om at der er nogen, der i yderste konskvens passer på mit liv. Jeg har mange kolleger, der har hemmelig adresse for at opnå netop den fred i visheden om, at de ikke sådan lige er til at finde. Men det giver en masse andre problemer i forhold til verden udenfor. Jeg kan ikke se, at det skulle være en uoverkommelig opgave at lave det sådan at der er to forskellige visninger af oplysninger om hvem der har skrevet hvad; En, der kan bruges internt i EPJ-systemerne, hvor mit fulde navn og titel vises og en, der kan bruges, når borgeren/patienten læser på sundhed.dk. Måske det kan være en lille byggesten i arbejdet på at stoppe den blødning af medarbejdere, vi oplever i sundhedsvæenet og psykiatrien, hvor vi har svært ved at tiltrække og fastholde de dygtige medarbejdere, der hver dag gør en forskel.
Det tror jeg! Det vil ihvertfald have en betydning for mig, og derfor har jeg skrevet under på borgerforslaget, du finder herunder, og jeg vil inderligt bede dig om at skrive under, så vi i det mindste kan få debatten startet!
0 Comments