Da jeg var lille… Mindre… Yngre… Da jeg var en del af en anden tidsalder, må jeg vel hellere kalde det, var der et mundheld/en talemåde der blev brugt om folk, der udtalte sig om ting, de enten ikke havde forstand på, ikke havde sat sig ind i eller i grelle tilfælde folk, for hvem det her med at have en forstand i det hele taget var et enigma: “Tomme tønder buldrer mest!”

Allegorien her er jo selvfølgelig, at når man slår på en tønde, der er fuld, så larmer det ikke nær så meget, som når man slår på en tønde uden indhold*. Snakkede forleden dag med JCK om rollemodeller, idoler og om, hvordan det virker som om, at andres IQ daler ligefrem proportionalt med ens egen alders stigning. Som altid en hyggelig lille snak der midt i gågaden, og præmissen for emnet var en flok -og nu skal jeg passe på, her i krænkelsesparathedens højtid; men jeg vil kalde dem for yngre personer af den feminine overbevisning. Sådan, så er der vist ikke nogen der bliver krænket. De fremstod meget forvirrede over begrebet “pengeautomat”, og omkring brugen af disse. Den ene ville klart ikke udstille sig selv som mentalt underfrankeret, så selvom hun havde plastikkortet fremme, valgte hun alligevel at lede hendes flok væk fra den automat, hvor de to gamle mænd stod og snakkede lige i nærheden.

På vej til omtalte automat havde der ellers været en højlydt kvidren og pludren, som kendetegner en flok af Homo Sapiens Sapiens af den feminine overbevisning. Én der kvidrer op, og flokken, der svarer i tilsvarende eksalteret niveau.

Med fare for at komme til at lyde som en grumpy old geezer, så var det faktisk lidt sjovt, at være vidne til, hvor meget en, hvad der må betragtes som en simpel handling, blev besværliggjort af ungdommens blide usikkerhed.

Med flokken in mente kom vi til at filosofere over, hvad det er, der gør, at der i dag er en ikke uvæsentlig “cool-factor” over at være -undskyld udtrykket- “dum som en dør”. Og her kom min yndlings aversion så frem igen: Amalie Szigethy! Jeg fatter ved min død ikke, hvordan hun, som reelt set ikke rummer mere intelligens, end der reelt set er hund i hundekiks. Omend netop “kiks” er dullens billet ind i rampelyset. Hun har blandt andet udtalt:”Jeg skal ikke føde ud af tissemissen og revne omme i røven.” Need I say more?

Da jeg var i det alders-segment, som Reality TV-programmerne henvender sig til, var mine forbilleder – influencere, om du vil – McGyver, Knight Rider, Duncan McCleod mfl.. Fantasi, siger du? Nuvel, men på deres egne måder alle sammen nogle, man kunne identificere sig med (jeg kunne ti’verti’fals) Jeg husker stadig med en følelse af uendelig storhed den fødselsdag, hvor jeg fik min egen Victorinox lommekniv – den med de 35 funktioner! Jeg havde nu i min hånd, hvad der svarede til uendelige muligheder i denne lille røde klods. McGyvers var jo den helt lille, med bare to knivblade i, mens min, hold nu op, tænk, hvad jeg kunne udrette! Han kunne lave simple computere ud af to kapsler og et elastik, så det var bare at gå i gang!

Hvis jeg skal se nøgternt på det, så kan jeg ikke pege på mange influencere, der på samme måde inspirerer til samme følelse af udødelighed. Skal med det samme sige, at jeg meget hurtigt har lavet “en klods-hans-prinsesse – du’r ikke!” i forbindelse med influencers. For jeg forstår ikke, hvad det er, formålet med dem er? Hvad skal vi bruge dem til og ikke mindst, hvad er det, de påvirker os til med deres “influence”? Kan ikke forestille mig hverken Amalie, Johnny Gade, Goggo-Geggo eller Kristine anspore til førnævnte “Victorinox-moment”… I min optik sælger de ligegyldigheder, sladder og plastikkirugi, men trods alt hellere det end hård narkotika – selvom jeg frygter at man skal have lidt til næsen for at holde ud at høre på dem i det lange løb…

*OBS! skal med det samme gøre opmærksom på, at der i forbindelse med tilblivelsen af dette indlæg IKKE er blevet slået på nogen som helst tønder, ej heller er de blevet udsat for overlast, krænkende eller devaluerende handlinger. Tønderne der er tale om er fiktive, og enhver sammenligning med nulevende eller døde tønder er utilsigtet og beklagelig.

/Bundgaard