Hyldest til kærligheden…

Læste den anden dag en artikel på et lokalt nyhedsmedie, hvor der var en kvinde, der var stødt på et par, der nød hinandens selskab i et seksuelt øjemed – med andre ord, de havde sex. Og nej, kvinden var ikke kommet til at gå ind i parrets soveværelse; hun var kommet gående af en offentlig sti, og til hendes store forfærdelse, var hun så havnet i en situation, hvor hun var vidne til to voksne mennesker, der dyrkede SEX! Jamen altså, hvad gør man så? Hendes umiddelbare reaktion var selvfølgelig at bede dem om at ophøre med deres forehavende… Det var de to så ikke så interesserede i, og så var gode dyr jo rådn… Råde dyr… Dyre god… Ahh, gode råd dyre!

Heldigvis, så ved vi jo alle, hvad vi skal gøre i en situation, hvor vi føler os overrumplede, truede eller forulempede: Ja, nemlig, ring 1-1-2 og bed om at få en patrulje ud og hjælpe dig. Så ja, den gode kvinde valgte at tilkalde politiet, der kunne komme ud og bistå med det, der uden god vilje kan kaldes Coitus Interruptus by proxy.

Oooog, hvor vil han så hen med den fortælling? Jo, lad mig fortælle: Først og fremmest vil jeg gerne lige med det samme slå fast, at jeg ikke er fortaler for at blufærdighedskrænke andre med eftergivelse for kødets lyster på offentlige steder. Det er jo stadigvæk noget, der er paragraffer for i den danske straffelov, så træd/elsk forsigtigt, hvis lysten overmander dig/jer derude i den danske natur. Meeeen! Samtidig, så må jeg også tilstå, at jeg er tilhænger af en vis form for frisind, hvori det er muligt at glæde mig på andres vegne, og blive glad for at der er mennesker, der er så glade for hinanden, forelskede eller endda elsker hinanden så meget at lysten til at blive een overstråler alt andet. Og i en tid og en verden, hvor skilsmisseraten er højere end antallet af ægteskaber, der holder, så mener jeg ikke, at der er behov for at tilkalde politiet for at få folk til at ophøre med at elske! I stedet vil jeg opfordre til, at hvis, du skulle opleve folk, der elsker i naturen, og du måske føler dig en kende ubehageligt tilpas ved deres opførsel; Så hyld kærligheden! Stop op, ros dem for deres gerning, og du kan, for virkelig at sætte trumf på give dig til at klappe højt og taktfast af deres optræden. Og opfordr gerne omkringværende til at deltage i det stående bifald – altså for at hylde kærligheden selvfølgelig!

0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.